Kontaktperson:
Torben Juul Christensen (næstformand)
Fussingsvej 8, st.
2300 København S
Telefon 32 59 64 76
Fax 32 59 64 72

Studerende Rasmus Kolding var i Sierra Leone i august i år, og var med da Hope Sierra Leone afholdt deres Symbolic Reparations Programme

Mørke
Noget af det første der slog mig, da jeg ankom til Sierra Leone var, at natten er virkelig mørk – faktisk kulsort. Jeg forventede at varmt vand og pålidelig transport kunne være sjældenheder, og den slags ting går mig ikke voldsomt på. Det var noget andet med fraværet af som natlig belysning, som er en luksus så omfattende, at vi nyder den i al ubemærkethed. Dette totale mørke kombineret med livlige nattelyde vakte lige dele af usikkerhed og nysgerrighed.

Disse tanker farede gennem mit hoved, da jeg kørte mod Mende-landsbyen Mongeri. Firehjulstrækkeren bumpede skånselsløst mod den hullede jordvej, som vi bevægede os nordpå ad, imens tusmørket faldt på. Jeg var med John Bangura og havde fået lov til at overvære en begravelsesceremoni, som skulle afholdes af Hope Sierra Leone næste dag.

I Mongeri blev jeg indkvarteret i distriktshøvdingens hus, da det først var næste dag ceremonien rigtig startede. Folk stimlede sammen ved høvdingens hus, og jeg fik lejlighed til at snakke med familieoverhovederne, der kom forbi for at gennemgå morgendagens forløb. Landsbyens beboere var stolte af at vise os en “traditionel” dans, hvor folk dansede i rundkreds med trommer og sang, men det var en helt anden slags dans, der tiltrak sig den største opmærksomhed. Hope Sierra Leone havde nemlig arrangeret en fest i den anden ende af landsbyen, hvor bl.a. nigeriansk popmusik bragede igennem natten. Unge som gamle var med til langt ud på morgenen, og da jeg træt blev kørt tilbage til mit værelse, følte jeg, at jeg gik glip af størsteparten.

Lys
Dagen efter blev den egentlige ceremoni afholdt, hvoraf det første indslag var en række taler, hvor de forskellige dele af landsbysamfundet blev repræsenteret. Jeg forstod ikke så meget af hvad der blev sagt, da krio, på trods af dets slægtskab med engelsk, kræver flid og tålmodighed at sætte sig ind i. Jeg opfattede dog, at en bøn for både kristne og muslimer var en vigtig del.

Efterfølgende gik både talerne og tilhørerne ned til floden der delte landsbyen, og det var her hvad jeg forstod som ‘renselsen’ foregik. Folk tændte lys og gik ud i floden, som John forinden havde velsignet. Jeg, som aldrig har oplevet den smerte alle omkring mig måtte leve med, kunne alligevel i dette øjeblik mærke den sorg, der sad dybt i mine medmennesker. Situationen påvirkede mig rent faktisk fysisk, så min mave snurrede sig sammen, og jeg koncentrerede mig om ikke at tabe det stearinlys, som jeg holdt i hånden.

Den samme følelse ramte mig, da vi efterfølgende skulle foretage den faktiske begravelse, hvor en lille symbolsk genstand blev lagt i jorden ved en mindeplade. Men denne gange blandede følelsen sig med en lettelse, da Mongeris beboere fik fred i sjælen. Og dog var det en skrøbelig ro, da fattigdommen omkring mig vidnede om, at Sierra Leone har langt igen med at slette krigens spor.

Da vi kørte ud af Mongeri, kunne jeg derfor ikke slippe tanken om, at vi alligevel havde tændt et lys midt inde i det mørke Sierra Leone.