|
Den første tid
John Bangura fortæller sin historie
John Bangura kører bus i København. I sin fritid får han tidligere modstandere og ofre fra Sierra Leones borgerkrig til at arbejde sammen i et risdyrkningsprojekt. Derudover har han startet et vidtrækkende træningsprogram MFD ”Moral Foundation for Democarty” (etisk grundlag for demokrati) for politi, militær og civile myndigheder.
Meget af kontakten med Sierra Leone er sket gennem telefon og E-mails. ”Jeg har en skøn telefonregning”, smiler han lidt ironisk. Siden 2001 har John aflagt 13 besøg i sit hjemland i forbindelse med sine projekter.
John har ikke altid været buschauffør. Hans far havde 100 ansatte til at udvinde diamanter – Sierra Leones ”velsignelse og forbandelse”.
John har en god uddannelse, han gik på Bussines School og startede sine egne blomstrende virksomheder; men de tragiske begivenheder i Vestafrika ødelagde hans karriere.
På en forretningsrejse til nabolandet Liberia blev han med våbenmagt tvunget ud af sit hotelværelse af en dødspatrulje. Han blev udelukkende reddet fordi Sierra Leones præsident truede med totalkrig, såfremt John Bangura og andre gisler ikke blev løsladt. Kampen om de lukrative diamantminer udviklede sig alligevel til krig. Fra 1991, da Liberia-støttede oprørere iværksatte et kup, blev Sierra Leone kastet ud i 10 års borgerkrig med 75.000 døde og tusinder grusomt lemlæstede. Ødelæggelsen af Sierra Leones infrastruktur sendte landet til bunds i FN’s ”Udviklings index”.
John Bangura havde deltaget i modstanden mod oprørernes forsøg på at overtage magten, så han måtte flygte. ”Jeg vidste, hvad jeg var op imod”. Af sikkerhedsmæssige grunde sendte han sin kone og datter ud af hovedstanden Freetown. Det lykkedes for John at slippe ud af landet med et russisk fly, der skulle til Moskva. Det var hans håb at slutte sig til familie i USA. Han nåede til Danmark, hvor han blev interneret de følgende 23 måneder. Han husker, at han havde et akut traume efter at have overværet en massakre i sin by, hvor han mistede ni familiemedlemmer. En psykiater prøvede at hjælpe ham.
En pensioneret præst kom hver torsdag for at støtte en bibelstudiegruppe for de internerede (syrere, irakere, armenere, iranere og andre afrikanere) - men Johns tanker var et andet sted og drejede sig kun om hævn. Han ønskede at jagte dem, der havde ødelagt hans land og dræbt hans familiemedlemmer.
Præsten holdt forbindelsen med John efter at han fik asyl. I 1998 tog han John med til en af Initiatives of Change (IofC) konferencer i Caux i Schweiz. Her mødte han andre, der havde lidt som han selv. På konferencen ændredes hans had. Han lærte at lytte til sin samvittighed i tavshed, ”Jeg blev i stand til at se, hvad der var dybt nede, og jeg kom til det resultat, at den energi jeg havde planlagt at bruge til at tage hævn , bedre kunne bruges på at hjælpe mit land.”
John forlod Caux med endnu en ”åbenbaring” - angående sin hustru Aminata. Efter 5 års venten var det lykkedes ham at få hende og datteren til København; men der var noget hun ikke vidste. Netop hjemvendt fra Caux ”knælede jeg ned foran hende og tilstod, hvad jeg havde gjort.”
Året efter hjalp Johns danske venner ham til at deltage i en afrikansk ledet konference i Tanzania. Under et møde der oplevede han en form for syn, hvor han hørte en stemme, der sagde: ”John, dit land er i flammer; dit folk er døende. Du må gøre noget ved det.” ”Det var dér min fredsmission startede” sagde han, og det samme gjorde de mange telefonsamtaler.
Tilbage i København overvejede John og hustruen Aminata hvem de kunne stole på i Sierra Leone. De startede med Aminatas svoger og bad ham finde 10 mænd eller kvinder, der var villige til at svare ja til udfordringen: ”Er du parat til at arbejde for dit land uden betaling, rejse rundt og hjælpe, risikere dit liv og ikke bebrejde nogen noget ? ”
Ni dage senere ringede svogeren tilbage og sagde, at han havde fundet ti personer, og at de ville mødes næste dag. John var klar med en dagsorden ”baseret på det jeg havde lært på IofC-møderne.” Han sendte 100 $, så de kunne faxe rapporterne efter hvert møde til ham. ”Hope- Sierra Leone” var født.
Sierra Leone var stadig i krig, FN’s personale var taget som gidsler i den nordlige del af landet.
John ringede til oprørslederne og fik opbygget kontakter.
I 2001 følte han, at det var sikkert nok at tage tilbage til sit land i 6 uger og besøge Makeni, der ligger i den nordlige provins, der var centrum for oprørerne.
Under besøget mødte han lederne fra oprørernes Revolutionary United Front, tidligere officerer fra hæren som havde taget magten i 1991 med deres Armed Forces Revolutionary Council (AFRC). Og han mødte regeringens Civil Defence Force (CDF). Alle sagde, de ville gå ind for fred – og de gjorde det.
Johns oplevelse af hans sejr over tidligere hævntørst gav ham mod til at invitere juntaleder Johnny Paul Koroma (AFRC) og dennes bitre fjende viceforsvarsministeren (tidligere chef for CDF) til IofC konference i Caux. De kom begge og John blev kendt som ”vennen der bragte to viljestærke personligheder sammen”.
Efter den 18. januar 2002, da krigen formelt var slut, foretog John to ture til Sierra Leone, hvor han afholdt seminarer om ”Ikke-voldelig kommunikation” i udvalgte områder.
Ved afslutningen af et seminar i Makeni plantede de tidligere modstandere et ”freds- og forsoningstræ”. Mænd som havde kæmpet med geværer stod nu med skovle og erklærede, at de aldrig mere ville bekæmpe deres eget folk.
John oplevede, at krigen havde ”stjålet” unge mennesker fra deres lokalsamfund. For at ”lynstarte” udviklingen, var det vigtigt, at hjælpe de 70.000 oprørere tilbage til arbejde. John henvendte sig til den øverste chef (høvding) for området, som stillede 1000 acre (ca. 600 ha) jord til H-SL’s rådighed for et landbrugsprojekt. H-SL har i øjeblikket ansat tidligere oprørere i dette arbejde. (Den danske stat tilfører projektet midler fra Danidas Minipulje).
I tiden op til det FN overvågede valg i 2002 aflagde John besøg hos valgkommissæren. H-SL var en af de 16 organisationer, som blev godkendt til at undervise i valgteknik og overvåge valget.
”Når jeg taler med tidligere modstandere eller en minister” siger John ”har mit våben altid været at dele min egen oplevelse af, hvordan mit liv blev totalt ændret, og den måde jeg talte med min kone. Jeg inviterer dem så til at dele min vision for mit land”
Da FN’s fredsbevarende styrker begyndte at trække sig ud af landet, indså John at Sierra Leones politi og militær måtte forberedes til at være ”fredsvogtere og forsonere.”
John fik en aftale med vicepolitichefen for Sierra Leones politi og inviterede ham til Caux i 2003. Vicepolitichefen vendte tilbage til Caux i 2004 sammen med chefen for Sierra Leones væbnede styrker.
Disse ledende officerer havde brug for træning af deres officerer. Så MFD’s (Moral Foundation for Democracy) kursus blev forberedt af et lærerteam fra Danmark, Holland, Norge, England og USA. I Sierra Leone godkendte indenrigsministeren og viceforsvarsministeren et 3-delt program for militæret, politiet og
civile myndigheder.
I 2005 blev afholdt to seksdages pilotkurser efterfulgt af en oplæring, der har kvalificeret 23 sierraleonere, så de nu er i stand til at afholde kurser de næste 5 år.
Som svar på mange anmodninger deltog 25 overordnede officerer fra militær og politi samt ledere fra de civile myndigheder i et 3 dages MFD kursus. Vidneudsagn fra deltagerne giver et indtryk af kamphærdede mænd og kvinder, som har fået ny tillid til personlig integritet og professionel disciplin: De har opgivet planer om personlig hævn, de vender sig mod familievold og alkoholmisbrug og de har afsluttet det vante system med at modtage bestikkelse og fordele den blandt deres officerer. Overordnede politifolk har i stilhed sammen vurderet deres tidligere fejltagelser og deler nu deres visioner som en regulær del af arbejdet.
Sierra Leone står stadig på vippen.
Imens kører John Bangura sin bus - og har stadig sin vision om et fredeligt Sierra Leone.
Fra tidsskriftet Global Update, sept. 2006 v/ sc/hg
|
